The TRUE jury deles i år op i to, når shortlisten og vinderne af the TRUE award 2022 skal findes. I spidsen for de to juryer er hhv. forperson for filmcraft juryen, Thomas Busch, Global Creative Advisor for blandt andre Carlsberg Breweries samt forperson for filmjuryen, Per Pedersen, Founder & Creative hos by The Network.
Filmcraft står mit hjerte meget nær. Samtlige discipliner omkring tilblivelsen af en god film interesserer mig, også nogle gange mere, end hvad godt er i min nuværende position som rådgiver. Men jeg har oplevet et utal af gange, at hvis man ikke nusser om detaljerne udebliver både rejste nakkehår og WOW, hvilket er synd for både annoncør, bureau og forbrugeren især. Derfor er jeg særligt stolt over at være med som forperson for filmCraft juryen, og jeg glæder mig vildt til at lede diskussionerne.
Thomas Busch, Global Creative Advisor for blandt andre Carlsberg Breweries og forperson for the TRUE awards filmcraft jury.
Forpersonerne er håndplukket af the TRUE awards styregruppe, og de to forpersoner skal lede og processe hver sit jurymøde i slutningen af september.
Det skal kunne mærkes. Hvis gåsehuden udebliver, hvis lattermusklerne ikke bliver kildet, hvis opmærksomheden ikke bliver fanget, hvis tanken ikke bliver vakt, så er det ikke en god film. Det gør det egentligt såre let at bedømme film. Er den der? Eller er den der ikke? Og det bedste sted at bedømme film i Danmark er the TRUE award, hvor alt handler om den gode film. Så jeg er stolt af at være forperson for filmjuryen, og jeg ser frem til, at min jury kårer en masse gode film, som vil tænde op under alle os, der elsker film.
Per Pedersen, Founder & Creative hos by The Network og forperson for filmjuryen.
Alle jurymedlemmer offentliggøres i slutningen af september og årets nominerede til the TRUE award 2022 offentliggøres i begyndelsen af oktober. Følg med på www.trueaward.dk.